| Hvis lukkeloven bliver ophævet, vil 80% af butikkerne ikke udvide deres åbningstider. En undersøgelse som Retail Institute Scandinavia har lavet for Erhvervs- og økonomiministeriet viser også at man langt fra udnytter åbningsmulighederne i den nuværende lukkelov.
Hovedbegrundelserne er at omkostningerne er for høje, at det ikke giver nok omsætning og at de selv og personalet også skal kunne holde fri.
Ikke overraskende er det kapitalkædebutikkerne, de store butikker og butikker i butikscentre, der har de længste åbningstider.
De store butikker er også dem der vil holde mere søndagsåbent, hvis lukkeloven ophæves. Derimod forventer de små butikker ikke at ændre på deres åbningstider, fordi det ikke kan betale sig. Og det er også blandt de små butikker, at man forventer butikslukninger, særligt i landdistrikterne, hvor godt 7% af dagligvarebutikkerne forventer lukninger.
Udviklingen i perioden 1999-2006 viser da også, at der er blevet færre dagligvarebutikker - særligt specialvarebutikker – samtidigt med at omsætningen for dagligvarehandel har været stigende.
Hvis lukkeloven ophæves er det kun 21% af dagligvarebutikkerne, som forventer en fremgang i omsætningen, mens de resterende forventer uændret eller faldende omsætning.
|